Print siden
Tip a friend
Et GIS består af hardware, software, data og de mennesker, der bruger det.

Hvad er GIS?

Geografiske informations systemer, også kaldet GIS, er en samling hardware, software og geografiske data, der kan bruges til at:

  • indsamle
  • håndtere
  • analysere og
  • visualisere alle informationer, der har en geografisk komponent

En geografisk komponent betyder bare, at informationen kan stedbestemmes. Det kan fx være et telefonnummer eller en adresse.

Det særlige ved et GIS, er at du kan kombinere geografisk information (hvor ting er) med beskrivende informationer (hvad ting er). Derfor er GIS et rigtig godt redskab til at lave scenarier, analyser og opdage tendenser. Og ulig et fladt papirkort er et GIS dynamisk, interaktivt og har mange forskellige lag som du kan tænde og slukke for.

Et lag er en særlig samling af informationer, som du selv kan sammensætte. Det kan fx være fredede kyststrækninger eller tæt bebyggelse eller militære områder. Med de tre lag - og andre - kan du eksempelvis analysere dig frem til, hvor det er bedst at sætte nye vindmøller op. 

Hvad kan GIS?

Med GIS kan du afdække sammenhænge og afsløre mønstre og trends, der før har været skjult. Når du arbejder geografisk, vil du bedre kunne forstå de sammenhænge, der har indflydelse på dit arbejde. Derfor vil du kunne træffe beslutninger på et mere informeret grundlag.

Geografiske informations systemer bruges som udgangspunkt for analyser og til at danne sig det bedste beslutningsgrundlag i mange sammenhænge. 

Du kan læse mere om GIS på dansk på Informi GIS' hjemmeside og på engelsk på www.gis.com.